kultur logo2

Velkommen til jubilæumssæsonen!

Det er 40 år siden, borgerne i Nødebo købte den nedlagte kro og lavede den til forsamlingshus. Siden er forsamlingshuset drevet af flere hundrede frivillige, som ikke vil undvære dette samlingssted midt i byen. Mange var begejstrede, da dørene åbnede den 1. juni 1977, men kun få havde forestillet sig det liv, der i dag foregår i huset.

Kulturprogrammet er vokset siden starten, hvor kunstnerne stillede op uden honorarer for at støtte initiativet. Vi er stolte over, at Nødebo Kro nu er kendt som stedet med de gode oplevelser. Og heldigvis er der mange fra hele Nordsjælland, der har fundet ud af det. Uden jer havde det ikke været muligt at præsentere de senere års flotte kulturprogrammer.

Vi har i mange år haft en fast tradition med musik og dans den første fredag i måneden. Det lader imidlertid til at danselysten er faldende, så vi har i denne sæson ændret fire af fredagsaftenerne til ”mad & musik”. Musikken er valgt, så det mere er lyttemusik end dansemusik, og man kan selvfølgelig starte med en god middag i krostuen. I december kan man stadig få rørt benene til julejazz og i januar til Billy Cross Band.

Billetpriserne er blevet lidt højere, men der er en lille rabat ved at købe i billetter i forsalg og en meget stor rabat ved køb af årskort. Hvis man bare regner med at gå til 6 af arrangementerne, er det en fordel med årskortet.

 Kirsten Aunstrup

Kirsten Aunstrup
Formand for kulturudvalget på Nødebo Kro

Kulturprogram for efteråret 2020

Kulturprogram for foråret 2021

Forsamlingshuset Nødebo Kro

Den tidligere Nødebo Kro blev købt af en gruppe borgere i 1977 og lavet om til forsamlingshus. Det er en selvejende institution, der skal skabe åbne rammer for kulturelle aktiviteter og borgernes trivsel i det nære miljø. Forsamlingshuset ledes af bestyrelsen for støtteforeningen Forsamlingshusets Venner, og driften af forsamlingshuset er baseret på en stor frivillig indsats fra støtteforeningens ca. 600 medlemmer, der er organiseret i selvstyrende grupper som f.eks. bankogruppen, buffistgrupperne (der står for salget i caféen), madlavningsgrupperne, loppemarkedsgruppen og kulturudvalget.

Bliv medlem af Forsamlingshusets Venner
Medlemskabet af støtteforeningen giver adgang til caféen, når den er åben. Medlemmerne har også mulighed for at deltage i de mange interessegrupper, som bruger Kroen. Det er f.eks. spiseklubber, vævning, modeljernbane, billard, bridge, gymnastik, tangodans, udflugtsklub og meget mere.
Som medlem får du betydelig rabat ved leje af Kroens lokaler til private fester eller arrangementer, du får mulighed for at købe det meget billige årskort til kulturarrangementerne, og du får rabat på spisebilletter.
Medlemskab koster 350 kr. om året for voksne og 150 kr. for unge under uddannelse og kan tegnes på forsamlingshusets hjemmeside.

Kroens hjemmeside og Kirke & Kro
Man kan se mere om Forsamlingshuset Nødebo Kro på www.noedebo-kro.dk og følge Kroen på Facebook. Bladet ”Kirke & Kro” udkommer fire gange om året med aktuel omtale af alle de aktiviteter, der foregår på Kroen. Det udgives i samarbejde med menighedsrådet og husstandsomdeles i Nødebo og Gadevang. "Kirke & Kro" kan hentes på Kroen.

Caféen (Driverhuset)
Caféen er åben for medlemmer og brugere af forsamlingshuset mandag - torsdag kl. 19-22 for salg af drikkevarer m.v. I forbindelse med kulturarrangementer åbner caféen en time før arrangementets start. Hver fredag er der åben café kl. 15.30-17.30.

Forsamlingshuset Nødebo kro
Nødebovej 26, 3480  Fredensborg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.   –   4848 0746
ma. kl. 17-19 – ti. & fr. kl. 9-12

Denne hjemmeside benytter cookies, som anvendes for at samle information omkring hvor mange mennesker, som besøger denne hjemmeside. Såfremt du fortsat anvender vores hjemmeside, accepterer du brugen af cookies. Hent mere information omkring cookies og datapolitik på Noedebo-kro.dk. . ..

Jeg acceptere cookies fra denne hjemmeside