Kunst På Kroen

Kunstudstilling på Nødebo Kro med Finn Rasmussen 

Tema : Hymne til det nordiske lys 



Åbningsudstilling onsdag den 30.september kl. 16.30 – 17.30 


Udstillingsperiode 30 sep. 2026 – 6/1 2027 



Jeg er født i Helsingør i 1944 og kom i ung alder i kontakt med udøvende malere. Det startede hos Henning Køie på Christiansø. Han indførte mig i akvarelverdenen. Dernæst hos fuglemaleren Leif Rydeng, i hvis hjem og atelier på Esrumvej i Helsingør jeg fik den første indføring i træsnit, akvarel og oliemaleri. 

Senere modtog jeg undervisning hos den kendte portrætmaler Hans Christian Bærenholdt, Helsingør. 

Bosat i det naturskønne Hornbæk, tæt ved plantagen, strand og havn, finder jeg inspirationer i dette for mig vidunderlige univers. Farvevæld og lys der udfordrer mig til malerisk bearbejdning af totalindtrykket, oftest spontant grebet. Dette indtryk genskabes i en ekspressiv, ikke længere naturalistisk udtryksform. 

I maleriet bestræber jeg mig for, at det sensitive farvespil i forening med en vel gennemarbejdet komposition i slutfasen gør, at værket fremstår som det velfungerende maleri. Herefter er det naturligvis beskuerens spørgsmål om smag og behag. 

Maleprocessen rummer så mange aspekter og udfordringer, form og farvevirkning er blevet mere afgørende i forhold til selve det håndgribelige motiv eller skelet for billedopbygningen. 

Tidspunktet for, hvornår billedet er ”færdigt” er med tiden blevet forrykket, hvilket vil sige, at man efterhånden finder ud af, at det specielt er deri selve det vanskelige ved kunstbegrebet kan bestå. 

Målet er for mig en egen sanset totalopfattelse overført til lærred. Jeg har malet mere eller mindre hele mit liv, men min tilværelse ændrede kurs for nogle år siden efter en pådraget fysisk skade, hvis mén jeg forsøger at abstrahere fra gennem maleaktiviteten. 

Som 17-årig debuterede jeg på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Århus. 

I 2004 deltog jeg i den censurerede udstilling i Hvidovre og 2007 i Hillerød. 

I 2011 blev jeg inviteret til som dansk repræsentant at udstille ved Biennalen i Firenze, hvor indbudte kunstnere fra 65 lande udstillede. 

I 2013 udvalgt til udstilling med mit selvportræt i portrætudstillingen ”Portræt Nu 2013” i Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, hvor udvalgte portrætkunstnere fra Rusland og hele Norden præsenteres. 

Inviteret til at medvirke i bogen ”101 Kunstnere 2017” redigeret af Tom Jørgensen. 


Er medlem af Hornbæk Kunstnerne og har atelier på hjemadressen. www.gallerirasmussen.dk 


/Finn Rasmussen