Vævehold på Kroen

Vi har haft en gruppe vævere på Kroen næsten siden Kroens start. Annelise Stockflet startede et vævehold på Nordre banevej skole, men rykkede herud på Kroen, hvor holdet nu har været i 32 år.

Vævegruppen samles hver torsdag eftermiddag. Der er pt. 7 medlemmer, men interesserede er meget velkomne.

Gruppen holder til i Nord-værelset på 1. sal og giver udtryk for, at de synes, det er enestående af Kroen, at de har fået dette lokale til rådighed. Der er en flot udsigt og et dejligt lys, det klæder alt vævearbejdet, stort og småt, billedtæpper og viskestykker og alt det andet. Her spindes ikke guld, for man sælger ikke ud af arbejderne. Man væver for sjov, og det tager lige præcis så lang tid som det skal.

Der er 8 væve, 4 små og 4 store. Nogle af de små er privatejede, men de store er forærede til væveholdet. De er alle 4 nogle imponerende stykker håndværk. Den ældste er over 100 år gammel, og den har let svedne mærker i toppen af, at have en petroleumslampe hængende i sin ungdom. Den er af egetræ og stadigvæk solid og stabil at se på.

Hos væveholdet er der en dejlig fred, man væver for sin fornøjelses skyld og skal ikke nå noget. Der er tid til snak og kaffe, men der bliver også altid produceret noget på vævene.

Er du interesseret kan du henvende dig til Jytte Milland på tel. 4848 2017

Denne hjemmeside benytter cookies, som anvendes for at samle information omkring hvor mange mennesker, som besøger denne hjemmeside. Såfremt du fortsat anvender vores hjemmeside, accepterer du brugen af cookies. Hent mere information omkring cookies og datapolitik på Noedebo-kro.dk. . ..

Jeg acceptere cookies fra denne hjemmeside